Jeg er William: En ægte hverdagshelt uden superkræfter

# Jeg er William – den kiksede helt, vi godt gad være lidt mere som

Forestil dig at vågne op midt i det danske provinsland med ubetalte regninger, bøller i skolegården og en morbror, der handler lidt for meget med “venner” i læderjakker – og så hedder du William. Ikke superhelt-William, ikke James Bond-William. Bare… William. Og alligevel? Så ender du med at banke bolden rent i hjørnet, mod alle odds. Nogen laver mænd af det stof – nogen laver familiefilm af det. Willkommen til Jeg er William.

Filmen er ikke spritny, men den dukker op igen i feeds og streamingtjenester – lidt som din gamle klassekammerat, der pludselig gik solo og begyndte at spille på Roskilde. Så lad os tage den fra toppen, mens du hælder endnu en kop kaffe op og forbander mandagen.

Fra tragedie til triumf (og lidt hæleri)

Okay, kort fortalt: Williams far er død, og hans mor er blevet, citat morbror Nils, en “kolbøtte”. Læs: mentalt udfordret med papir på det. Så William bliver sendt til at bo hos morbror Nils – en mand, der bedst kan kaldes en blanding af TV2’s Station 2 og Matador’s Mads Skjern på stesolid. Han lever af lidt af hvert… hovedsageligt ulovligt.

Herfra folder vores unge hovedperson sig ud i en klassisk “coming-of-age”-rejse, men i den lidt mere krøllede ende. Der er bølle-Marcus fra skolen, der elsker at give flade, og en pige, Viola, der sætter gang i både pubertet og plot.

Det er på papiret en film for børn – men ligesom Lego, frikadeller og J-dag, så virker det også for os voksne. Måske fordi William bag det uheldige ydre og de lidt for store sko faktisk er lidt af en boss. Han er *ikke* populær, han er *ikke* sportsstjerne, og han kan *ikke* tale sig ud af problemer. Og alligevel klarer han det.

Det er småt med easy wins i hverdagen – og derfor er det ret bevægende, at der er en film, hvor det at gå med hunden og undgå at blive slået ned faktisk er the peak i fortællingen.

Helt uden kappe

Det gode ved Jeg er William er, at den nægter at lave sin hovedperson til noget, han ikke er. Der er ikke pludselig en skjult superkraft, ingen skjult arv fra/vikinge-konger. Det er bare en dreng og en hund og en lidt småkriminel onkel med humor, der er så tør, at både Sahara og Harald Nyborg virker frodige i sammenligning.

Morbror Nils er faktisk lidt af en stjerne i sig selv – han åbner munden måske ti gange i hele filmen, men hver gang tænker man: “Hmm… det her burde nogle skrive på en T-shirt.” Især hans bemærkninger om “homorigtige” læderjakker og en lidt for nærig DJ stikker ud. Det er en slags blå mærker pakket ind i lune – og den type karakteropbygning savner man lidt hos Marvel og co.

I øvrigt er det en sjov detalje, at en dansk teenage-helt som William dukker op igen lige som en anden fighter – for apropos det der med at tage kampen mod oddsene, så rammer stemningen i filmen faktisk lidt af den energi, du finder i artikler som den her, hvor Jacob Bank siger: Jeg er næsten beæret over at få chancen – du kan næsten se William stå i spejlet og gentage den sætning inden han møder skolegårdens kampplads.

Når du er for gammel til Bamse og for træt til Batman

Der findes et mærkeligt tomrum i underholdningen for mænd, der er blevet for voksne til Fantasy og orker ikke flere true crime-dokumentarer om forbrydelser i Randers. Her rammer Jeg er William plet. Du bliver ikke overvældet af CGI eller skubbet ud i moralske dilemmaer, der kræver en ph.d. i filosofi.

Det er en rolig, skæv og lidt støvet film med noget på hjerte – og den bringer lidt af den der følelse tilbage, hvor man som knægt smed tasken, tændte for DR, og bare lod verden tikke i baggrunden.

Skal man se den igen?

Altså, hvis du er typen, der stadigvæk husker, hvem “Gamle Ole” er i Matador, eller kender forskellen på Cocio fra glas og dåse, så er svaret ja.

Hvis du gerne vil mindes dengang, hvor du var både kikset og modig – og havde et håb om, at der måske var en Viola i din klasse, der så igennem bølle-Marcus og opdagede dig i stedet – så tryk play.

Og hey, du slipper for superheltdragter, quantum physics og “insekt-tema”-skurke med CGI-overload. Bare en dreng, hans onkel og en beskidt hund – og et drys vaskeægte dansk hverdagspoetri.

Det er lidt som et spejl af din ungdom i hoodie og skoletasker – bare med bedre replikker og et soundtrack, der burde ligge på vinyl.